Beton er et rigtig godt og gennemprøvet produkt til mange ting. Men det er fyldt med sand og grus, som vi snart løber tør for. Det kræver også megen energi at fremstille, og når det en dag brækkes ned, kan det ikke blive til ny beton, men kun til vejfyld.
Så vi ville rigtig gerne bruge noget andet. Men lad os være ærlige: vi tør ikke. Vi havde ellers tænkt os at bygge på skruefundament:
Man skruer nogle store jern-skruer ned i jorden og bygger et isoleret træ-dæk op herfra, 15 cm over terræn. Der skal stadig graves lidt ud, så der kan komme et lag sand og et lag nøddesten eller lignende under huset, for at sikre mod fugt. Så man skal stadig bruge sand og grus, men der skulle også have været sand under betonen, og når man ikke blander cement i, ville det kunne genbruges den dag huset brækkes ned. Ligesom jern-skruerne ville kunne smeltes om til nyt jern. MEN:
I vinters oplevede vi, at vores lerjord var fuldstændig mættet med vand. Hvis man graver et hul under huset på 30 cm. og fylder nøddesten i, så kommer de til at stå i vand om vinteren. Så bliver det svært at undgå fugtighed under huset, og det har trædækket ikke godt af. Hvis grunden havde haft en lille smule hældning, så kunne vandet løbe væk fra huset og det havde været en anden sag.
Det bliver dog ikke et helt konventionelt betonfundament. Fordi vores undergrund er så stabil, og huset ikke så tungt, kan vi bruge en F-sokkel. Kort fortalt en sandpude med EPS (”flamingo”) og beton ovenpå. Det kan man læse mere om f.eks. hos Sundolit.
Jonas, vores rådgiver har regnet på CO2-aftrykket pr. 100 m2:
Konventionelt fundament og terrændæk: 11.800 kg CO2
F-sokkel med beton: 9.900 kg CO2
Skruefundament: 6.000 kg CO2.
Så vi må nøjes med at spare 16% i forhold til det konventionelle. Og trøste os med, at når vi ikke løfter huset op på pæle udnytter vi jordens isoleringsevne, så vi får en lidt bedre U-værdi. Men samlet set ville skruefundamentet stadig give den laveste LCA-værdi.

Bræddebeklædning af ovntørrede, ubehandlede rødgran-brædder, lodret. De holder forhåbentlig 20-30 år, selv om vi ikke maler eller giver træbeskyttelse. De ville nok holde længere med træbeskyttelse eller imprægnering, med de rådner alligevel. Når de ikke er behandlet, kan de skiftes når de bliver for sølle, og de bedste kan bruges til legehus og kompostbeholder, og de dårligste kan blive til insekthotel.

Tværforskalling til at slå bræddebeklædningen fast på, og for at brædderne kan få luft og tørre mellem regnbygerne.
Træfiber isoleringsplader, lavet af træfibre og PDMI-lim, imprægneret med paraffin, der gør dem vandafvisende. Man skulle tro, at de kunne brænde, men det kan de ikke. Vi har prøvet. Paraffin er et olieprodukt, så her kommer et kompromis. Hvis ikke pladerne kan bruges et nyt sted, hvis man en dag skruer dem ned, kan de nok kun bruges til varme i affaldsforbrændingen.
Træuld. P.t. er der ikke så mange produkter, der kan overholde brandkravene (klasse D), men det findes. Det laves af rester fra et savværk, og tilsættes ammoniumpolyfosfat, også kaldet kunstgødning, som afskrækker både ild og skadedyr. Fremstilling af kunstgødning er ikke særlig klimavenligt, men der er regler for træulds brandklasse, der skal overholdes. Og træulden kan stadig komposteres hvis den skal ud igen en dag. Eller den kan brændes.

Alternativet, papirisolering af genbrugspapir, tilsættes en bor-forbindelse, som er u-ønsket i miljøet. Det siges også, at det sætter sig lidt med tiden, til forskel fra træuld.
Læs Bolius om isolering
E Egger OSB4 er plader, der lukker for isoleringen på indersiden. De laves af træspåner presset sammen med formaldehydfri PDMI-lim. De kan ikke ligefrem komposteres, men de kan brændes. Så kan man spare lidt på træ-flis til den tid. Igen kan man ikke vælge hvad som helst, da brandkrav skal overholdes. Det kunne også have været Livingboard.
Indervæggen kan man gøre med hvad man vil, dog skal det overholde nogle brandkrav (minimum beklædningsklasse 2). Vi har valgt birkefiner. Selv om vi havde valgt gips, ville vi stadig kunne kalde det et træhus, men nu går vi all-in. Træplader indvendig har den udfordring at man ikke lige kan lappe et hul, hverken efter søm og skruer hvis vi flytter billeder, eller i byggefasen hvor elektrikeren skal sætte stikkontakten rigtigt første gang.

Vi har fået birkefineren behandlet med trælasur fra Auro, vi synes det er blevet rigtig fint.

Vi er lidt spændte på at se hvordan både den udvendige granbeklædning og den indvendige birkefiner kommer til at se ud over tid.

Vi har valgt et ståltag, med solceller mod syd.
Det er forholdsvis billigt; der kan opsamles regnvand og metallet kan genanvendes når det en dag skrottes. Lindab har dem med en Greencoat belægning, som er lavet af svensk rapsolie. Det er jo nok temmelig forarbejdet til en slags plast, og metallet er jo nok næppe lavet på kun grøn energi.

Jeg har været lidt bekymret for, hvor meget det larmer i regnvejr. Indenfor hører vi ikke noget til regnen, udover på ovenlysvinduet. Udenfor har vi ikke lyttet til det endnu.  Når carporten er færdig må vi få lyttet efter mens vi står i tørvejr. Taget på carporten bliver lagt på brædder i stedet for lægter.
Vi kan til gengæld høre det giver sig når solen står på. Det er dog ikke generende, nu vi ved hvad det er. Om det kun er her i starten, og om det ændrer sig når der kommer solceller på, vil vise sig.

Valg af tag er ligesom så meget andet en afvejning af, hvad vi kan betale i forhold til, hvor længe vi tror det holder, hvor klimavenligt det er og hvordan det kan genbruges når det ikke holder længere. Dette er nok mest vores opfattelse og ikke nødvendigvis sandheden for alle.

Stråtag:
Nok det mest klimavenlige valg, men det er for dyrt i forhold til hvor længe vi tror det holder. Vi har valgt en for lille taghældning til stråtag. Vi vil gerne opsamle regnvand fra taget og tagrender på stråtag har vi aldrig set. Det kræver også en hustype med stort udhæng for at fungere sammen med træbeklædning.

Grønt tag:
Et tag med planter vil kunne binde noget CO2. Det er dog ret små planter, og der er brugt noget CO2 på at fremstille det lag, det skal gro på. Vi har kun mødt Sedum som plante, og det bidrager ikke til så meget biodiversitet, og med vores plante-planer i haven i øvrigt har CO2-optaget fra taget ikke den store betydning. Man skal have et færdigt tag under det grønne, så det vil være ekstra ressourcer.

Tækkespån:
Det ville have været fantastisk, især hvis vi selv havde evner til at lægge det, for her er det arbejdslønnen der koster. Og igen har vi valgt for lille taghældning.

Vi var rundt og kigge på en del køkkenmærker. De fleste vil kunne holde 20 år og er nok (uden videnskabelig tilgang) cirka ens i CO2 belastning, selvfølgelig med enkelte meget dyre undtagelser. Vi endte med at vælge Ikea ud fra denne prioritering:

• Pris. Og vi kan selv sætte det op.
• Rummelighed – der er lav sokkel.
• Farve – det moderne lige nu er desværre hvid, lys grå
  eller træ-lignende. Vi skal ikke have flere træsorter
  men en farve der skiller sig ud fra birkefinervæggene,
  så der var ikke meget at vælge imellem (med mindre
  vi valgte en dyr løsning med frit valg på farverne). Ikea havde en grøn front.

Vi har fravalgt integreret køl/frys og opvaskemaskine, fordi der så er mindre plads i dem. Det er også rarere for gæster og ikke mindst vores børn, når de kommer hjem, at de let kan finde rundt i køkkenet og forsøge at føle sig hjemme. Og der er ingen problemer når apparaterne skal skiftes – de holder nok desværre ikke 20 år.

Det var selvfølgelig ikke særlig bæredygtigt, at vi var nødt til at sætte midlertidige hvide fronter på, da der var 3 mdrs. leveringstid på de grønne. Men de hvide blev dog givet videre til nogen, der efterhånden havde stumper nok til et helt, gratis køkken.

Vi stod selv for at køre affald væk. Vi gætter på højst 10 trailerfulde, incl. alt pappet fra køkkenet. Der var meget plast fra indpakning. For hver bane tagplade var der et påklistret lag blød plast og et stykke hårdt plast imellem hver, så det gav en del.
Kun en smule fraskær fra 3 fermacelplader i brusekabinen skulle i deponi-containeren.

Det rene træ var der nogen, der kunne bruge til brænde, og vi gemmer en del til fremtidige projekter. Nogle kraftige men hullede pressenninger blev hentet af en produktionsskole, der kunne bruge dem i mindre stykker. En stor bunke engangspaller blev også hentet. Vinylrester fra badeværelsesgulvet tog gulvfolkene med sig hjem – de sagde det blev genbrugt.

I stedet for jomfrueligt stabilgrus (som man får fra en grusgrav, så længe det varer) brugte vi knust genbrugsbeton. Det skulle være lige så godt, og det er billigere. Man skal ikke forvente det er helt ren beton – det første vi fik indeholdt en smule andre byggematerialer.
På nettet er der delte meninger om det er ligeså godt til at dræne regnvandet som stabilgrus, det afhænger nok af hvor fint det er. Hvor vidt stabilgrus havde  været bedre for os, kan vi ikke vide, det kunne sagtens have været samme problem, for det var en våd august. I hvert fald var der lige nogle folk, der ventede en uges tid med at grave rør og ledninger ned.